Opslag

Viser opslag fra november, 2017

Vold avler modvold. Meget vold avler fred.

Det sagde Jønne altid på stuen under min tjeneste i Livgarden fra Juli 81 og ni måneder frem. Han sagde mange sjove ting. Men der ER noget om, at sataner, tyraner, diktatorer, bøller, bullies, og den slags - de frygter faktisk kun to ting: At blive ydmyget offentligt og at blive ramt af vold, om man så må sige. Desværre. Sådan er det.  Nå, men forleden mandag sad min CFO og jeg og lagde GIGANTISKE planer om ekspansion og nye bikse og alt muligt, mens vi delte to fadøl nede på en lokal café klokken 0030. Der var kun os og den søde bartender/tjener Joe, som skulle lukke biksen klokken 0100. Så kom Michael ind. Høj. Fuld. Satte sig ned og begyndte - lidt rytmisk, agtigt - at trampe på nogle ting på gulvet, som larmede meget. Jeg bad ham stoppe. Han stirrede. Og så fortsatte han. Svend startede så en samtale med ham. Spurgte, hvad han hed, og hvad han lavede til daglig? Han var lokofører, sagde Michael.  Så kan man jo sige, at sort uheld kommer i mange farver, men at si

Kære Sune & Martin: Tak, fordi I gjorde en kæmpe forskel for min teenage-datter!

Billede
Jeg burde have skrevet dette for mange år siden. Da min datter Christine (som nu er 28 og selv skriver en fantastisk blog - Tossens Blog) gik i 8. klasse på Måløv Skole kom der en dag besøg af to ledere fra FDF kort efter skolestart. De medbragte en model bygget i træ, der forestillede en platform i tre etager, hvor et antal mennesker kunne bo i 14 dage. Platformen stod vel at mærke på pæle midt ude i Måløv Sø.  Det var det hidtil største og dristigste FDF-pioner-projekt på vand, som de sagde. Og hvis de unge mennesker i denne 8. klasse meldte sig til FDF ville man lære dem alle de mentale og fysiske ting de skulle bruge for at kunne konstruere dette "moonshot", som man vist ville kalde det i dag. Der var nogle piger og nogle drenge, der meldte sig. Alle drengene og en del piger faldt hurtigt fra, fordi træningen var ret hård. Min datter og to andre piger holdt fast. Hård træning? Ja, det må jeg sige. Sune og Martin havde på det tidspunkt et teambuilding-firma,

EPJ - hvordan vi danskere formåede, og formår, at gøre det stadigt dårligere, dyrere og endnu mere forsinket.

Arne Rolighed (!) var sundhedsminister dengang vi skulle have EPJ, og han udtalte, at det var en stor fordel, at hver af de 11 amter valgte hver sin løsning, for så blev man ikke afhængige af én leverandør... Og det er jo rigtigt. Vi blev afhængige af 11 eller flere. I Københavns Amt valgte man - blot til underleverancen EPM (Elektrisk PatientMedicinering) en leverandør fra Italien, som havde én referencekunde: Vatikanet. Kravet var, at det skulle køre på en Oracle-database. Deres kørte på en Sybase-database, men som de sagde: Det er overhovedet ikke noget problem. Så det troede man selvfølgelig på. Der er ingen grund til at tro, at italienske sælgere ikke skulle fortælle sandheden vedrørende en ordre, der kan gøre dem hovedrige. Det viste sig, at den interne håndtering af NULL's var lidt forskellig i Oracle og Sybase, så man lavede en workaround, der indebar, at et vist antal blanktegn i rap (over 100, så vidt jeg husker) i et felt betød, at feltværdien var NULL. Dette

De 200 offentlige systemer i Danmark

Jeg deltog i Data3Goods meget fine høring inde på Christiansborg forleden. Det handler om værdien af vore data, inklusive en bedre udnyttelse af personlige data, og meget andet.  En af indlægsholderne arbejdede med at få koblet vore forskellige offentlige datasiloer sammen i en eller anden styrelse. Han sagde noget sjovt: "Vi har ikke ét offentligt system i Danmark. Vi har ca. 200: Ca. 100 kommuner og ca. 100 ministerier og styrelser." Det er jo helt rigtigt. Detfor kan en borger ikke "bare" få adgang til de data "det offentlige" ("de offentlige" var måske en mere korrekt betegnelse?) har på dem. Det ser ud til, at Staten er i gang med at vedtage med sig selv (og deres villige lemminger, nemlig MF'erne), at det er bedst at undtage De Offentlige fra GDPR - med nogle meget få undtagelser. Det undrer jo ingen. Herremanden bestemmer over Herremanden. Men det kunne alligevel blive interessant, hvis man tvang De Offentlige (ikke

Mulighederne og udfordringerne ved den nye persondataforordning, eller: Jeg vil købe dine personlige data

Et indlæg, jeg blev inviteret til at skrive på et ikke-så-kendt medie. Hermed bragt i sin oprindelige form... BLUF (Bottom Line Up Front): GDPR er et sjældent visionært stykke lovgivning, der giver enorme muligheder for vækst og jobs. Kære advokater og andet godtfolk - Jeg er berygtet for min bramfrihed og mine underlige holdninger indenfor IT-branchen, så I må love mig ikke at blive alt for forskrækkede over det jeg skriver. Til dagligt er jeg fredelig, varmt klædt på og god mod dyr. Til sagen: GDPR skaber reelt et nyt marked, hvor personlige data får værdi på mange nye og mærkelige måder. Det giver også en hidtil uset forbrugerbeskyttelse. Jeg kan - som sædvanligt - konstatere, at EU igen tager forbrugerens standpunkt i forhold til ny lovgivning, mens Folketinget altid tager lobbyisters og særinteressers standpunkt. Jeg har ofte overvejet, om det skyldes, at danske MF’ere er sikrede en tryg og rolig alderdom som konsulent for ét eller andet et sted i det offe

Hvad jeg lærte om kørsel op tli COP15.

Nogen tid før COP15 i København var der en annonce i Hjemmeværnsbladet, hvor de søgte 300 frivillige til at køre folk rundt under mødet. Man ville få et kørekursus på Karup Flyveplads. Det kan man da ikke sige nej til, og jeg blev antaget. Jeg var på det første hold. En af deltagerne udeblev, så vi var ni mand og fem instruktører. Instruktørerne var fra en enhed i Politiet, som giver køreundervisning til livvagter, ministerchauffører, antiterrorkorpset, og måske nogle flere - men ikke til de almindelige politifolk, understregede de :). Vi havde såkaldte limousiner til rådighed - BMW'er, Audi'er, Mercedes'er (inkl. Stein Baggers beslaglagte én af slagsen, som havde stået ham i 2.6 millioner), dvs. store biler, der opfylder en række krav til kvalitet, motor, komfort, sikkerhed, mv. - alt sammen godkendt af denne enhed. Vi havde også nogle Mercedes varevogne, som skulle simulere minibusser, fordi visse deltagere ikke var VIP'er, men blot skulle passes lidt ekstra på

Rejsekortet - en gave, der bliver ved med at give...

Så fik jeg endnu en overraskelse vedrørende Rejsekortet. Der har været nogle stykker undervejs på min rejse (!) med dette skønne kort, men alligevel var DSB i stand til at overraske mig dobbelt denne gang... Jeg købte en pladsbillet til Lyntoget med DSB-appen (fra Odense til København) og tænkte, at jeg bare ville bruge rejsekortet i stedet for at købe en billet i app'en. Så jeg stemplede ind på Odense, steg i toget, og satte mig til rette i vogn 73 på plads 56. Så kom kontrolløren. "Du kan ikke rejse på det her kort", sagde han. "Undskyld?!", svarede jeg. "Det er ikke landsdækkende". "Øh, er Rejsekortet ikke landsdækkende?" "Nej, det kan du også se på kortet bagpå - det er et lokalt kort du har. Og der skal stå mindst 600 kroner på det, hvis jeg skal omstille det til landsdækkende her, så det må du tale med Rejsekortets kundeservice om..." "Jamen, jeg har da brugt det alle mulige steder i landet i en del måned

Kommunalvalg 2017

Det er lige så latterligt og ligegyldigt, som det altid har været. Måske burde vi snart overveje at afskaffe enten kommunerne eller regionerne. At et land på vores størrelse har tre lag er åndssvagt. Men fedt for alle de ansatte, som pudsigt nok synes vi skal bevare det nuværende system. Selv efter kommunesammenlægningerne for nogle år siden blev der ikke færre ansatte i kommunerne. Faktisk flere. Det er da sjovt. Men jeg tror jeg har set noget, som jeg finder meget underligt: Kvindelige partiledere har ingen visioner. De taler udelukkende om det helt, helt, helt nære, såsom hvordan vores far og mor bliver behandlet i morgen. Det er selvfølgelig dejligt, at vi bekymrer os om de gamle, de blinde, de lamme, de døve og de åndssvage. Jeg er fan. Men politikere bør faktisk kunne afkræves noget lidt større, noget lidt mere visionært. Såsom at vi skal til Mars eller at vi skal skabe så vild en vækst i de næste 10 år, at vi kan indføre borgerløn. Eller at vi skal være den vildeste d

Når disruptere disruptes.

Disruption er spændende. Det er faktisk helt vildt. Men når disruptere bliver distruptet er det nogle gange åbenbart ikke så sjovt. Det er egentlig mærkeligt, ikke? Lad os tage nogle eksempler: Airbnb. Uber. Tradeshift. De har slået sig op på, at de som mellemmand kan gøre det fantastisk nemt via en app at connecte mennesker og forretninger rundt om i Verden, der så (via mellemmanden) kan have tillid til hinanden. Så kom blockchainen, som gør, at alle i Verden kan have tillid til hinanden UDEN en mellemmand. Det kaldes - pudsigt - for "trustless". Og det repræsenterer en teknologi (eller mulighed, om man vil), som menneskeheden ikke har haft før. Det giver os løsningen på Generalernes Dilemma og meget andet vildt og godt. Men når man spørger disrupterne, om de er glade for, at de nu kan disruptes, så er de valne. Mens Uber, Tradeshift og Airbnb ville disrupte periferien (chaufførerne, etc.), så disrupter blockchainen Centeret. De gør de nye mellemmænd overf

Falsk og ægte ølbrygning

Det her kan folk ikke lide at få at vide: 1. Alle store bryggerier (Carlsberg, Harboe, Heineken, Anheuser-Busch (Budweiser), osv osv. tilsætter enzymer i brygget, for at 1) speede det voldsomt op, og 2) lave mere af sukkeret om til alkohol. 2. Det betyder, at man typisk brygger op til 10% og så tilsætter vand (vandprofiler, for at være præcis, men det kommer vi til senere) indtil det passer med 4.6% eller 2.8% eller hvad man nu har tænkt sig. 3. Carlsberg køber for mindst 100 millioner kroner enzymer fra Novozymes om året. 4. Enzymer beskrives som "hjælpestoffer", dvs. de er ikke "tilsætningsstoffer". Hjælpestoffer indgår, i modsætning til tilsætningsstoffer, ikke i det færdige produkt. De er en slags katalysatorer. 5. EU har i mange år ønsket, at hjælpestoffer skal deklareres, så forbrugerne ved, hvad de indtager. Men da lobbyisterne i de enkelte medlemslande som regel har krammet på de lokale politikere (specielt da i Danmark) er det ikke lykkedes for E

Senior

Jeg mødte Senior i 2006. Han var cykel-ordonnans på et militært march-hold, som jeg havde fået lov at gå på. Han var midt i 70'erne, pensioneret, haltede svært, men havde højt humør og mange gode historier at fortælle. Han havde meldt sig til Livgarden som ung, været udstationeret i Gaza, og var blevet medlem nummer 23 af Jægerkorpset. Den første seniorsergent. Uddannede de næste 15-16 hold i navigation/orientering. Han er med i "Eliten", hvor han råber "Kontrolklip" af en hårdt presset aspirant. Og han var hver onsdag stadig i korpset sammen med Lille-Kurt for at ordne mange gamle ting og sager i deres mikro-museum. Vi begyndte at skrive en bog om Jægerkorpset under den kolde krig, for de lavede på intet tidspunkt noget som helst skarpt og alt er derfor de-klassificeret. Men han blev lidt syg og skrantende, og vi blev aldrig færdige med bogen. Og han havde tusind historier, og han kunne lide at fortælle. Det var sjovt. Der er gået mange gode aftener med

To slags umami!

Min ven Peter Favrholt, der har lavet det geniale Ztove - dvs. et helt præcist komfur, hvor du kan styre graderne nøjagtigt, og dermed lave ting man ikke troede muligt - fortalte mig noget interessant i fredags: Han havde fundet ud af (læst sig til, whatever), at der er to slags umami: Grøntsagsumami og kødumami. Når begge dele mødes synes vi det er en fantastisk smag. DERFOR skal man lave sovsen med vandet fra kartoflerne! Når den sovs møder kødet på tallerkenen bliver vi lykkelige. Her er i øvrigt en opgørelse over udvalgte typer kød og grøntsager, og hvor meget umami de indeholder - kylling ligger meget, meget lavt, mens grøn the (som kan bruges til gryderetter, etc.) ligger ekstremt højt. Jeg fik mig nogle overraskelser... https://www.rd.com/food/recipes-cooking/13-foods-with-natural-umami/

En helt særlig bygning - naturligvis.

Læste lige denne skønne artikel: https://ing.dk/artikel/ revisorer-derfor-koerte-niels- bohr-bygningen-helt-sporet- 208082 Det er faktisk skidegodt skrevet og ret morsomt. Og indeholder en eller to overraskelser for mig.  Dog kan man sige, at det klart repræsenterer den kendte, danske særegenhed, ja vel nærmest den danske model. Jeg mener: Der er tale om en bygning, for crying out loud. Dem har mange mennesker i mange lande opført mange af i mange år. Nå, men jeg sad forleden morgen med min CFO, Svend Pedersen, og filosoferede over, hvad der sker i disse sager.  Det har så fået mig til at prøve at summere det nedenfor til otte steps.  1. Den offentlige Herremand og entreprenøren bliver enige om en realistisk tidsplan og skriver under på alt. 2. En offentlig dims forsinker planen kraftigt. Imens kan intet arbejde naturligvis udføres. 3. Den offentlige Herremand presser entreprenøren virkelig hårdt til at overholde tidsplanen, men undgår at skrive under