DI's årsmøde: Forudsigelige og ligegyldige toppolitikere og en fantastisk afrikansk kvinde.
I går var jeg til DI's årlige Topmøde. Det foregik i Operaen, og var egentlig et godt og nyttigt arrangement.
Traditionen tro inviteres statsministeren og oppositionslederen til at tale.
Så Lars Løkke holdt en tale om .... ja, OK, han nåede lige at nævne, at Danmark var den bedste nation i Verden, at vi er superkloge, og at alt går godt og bliver bedre.
Hvorpå han liiige følte, at det også var det rette forum til at føre valgkamp og tilsvining af oppositionen.
Måske tænkte han, at alle erhvervsfolkene var kommet for at høre ham hyppe denne uges politiske kæpheste?
Måske var han bare skamløs? I hvertfald gik det løs med de sædvanlige floskler og tirader og sammenblanding af bon mots. Halleluja.
Det rimeligt oplyste og erfarne publikum reagerede med høfligt bifald. Læg mærke til dette.
Så kom bossen for Verdens største pumpefabrik på scenen og fortalte egentlig lidt grønt og blødt, men også med et fint, globalt udsyn, og et blid - meget blid pointe om, at vi skulle undlade at være alt for fremmedfjendtlige, da vi faktisk har brug for arbejdskraft.
En af de store ting i dansk økonomi i de sidste 20 år er nemlig, at vi nu beskæftiger flere medarbejdere i dansk-ejede virksomheder uden for landets grænser end indenfor.
Det er en kæmpe fordel for alle (Verden, Danmark, modtagerne af velfærdsydelser, medarbejdere... og de udenlandske medarbejdere).
Han gjorde det OK, omend han prøvede at brande sig selv som en blød hippie, der stod for noget med Verdensmål, grøn omstilling og andet godt - og ikke som bossen for en pumpefabrik. Fint nok.
Folk klappede fint og entusiastisk.
Så. Kom. Mette. Frederiksen. På. Scenen.
Hun startede fint nok med - kortvarigt - at svinerose de tilstedeværende. Og så gik det ellers løs med tilsvining af den siddende regering plus præcist tre henvisninger til noget med indvandrerne, således at hendes nye kæreste Thulesen-Dahl også blev glad.
Kæreste?! Ja, det er jeg ret sikker på. Check it out på billederne af de to sammen. Det her er mere end en politisk alliance. De er forelskede i hinanden.
I hørte det fra mig først.
Jeg har i øvrigt meddelt mine socialdemokratiske venner indenfor det politiske liv, at de nu skal til at ændre holdninger til en lang række hjertesager, og at det er prisen for at binde sig til en ideologi eller et politisk parti. De svarer aldrig. De kigger bare væk.
Ting er ofte sjove, når der er én, der ikke griner, siger min ven Oversergent Smith.
En af perlerne i hendes rablende tilsvining var denne: Efter at have fortalt, at alt i dansk økonomi er godt, og at det ser hamrende godt ud i de kommende år, og at forsamlingen var fantastisk og sikrede velfærd (dvs. hendes egen overførselsindkomst), så prøvede hun at sige følgende "Og efter TO ÅR har regeringen ikke engang fået nedsat en vækstkommission - det må I da også synes er helt hen i vejret, ikke?".
Der var HELT stille i salen. Ingen grinte. Ingen klappede. Folk sad bare og kiggede på hende. Det stoppede hende desværre ikke. Men selve idéen om at sige "Alt er godt, alt ser fint ud, det vil gå godt, de nødvendige reformer er gennemført, væksten er god, alle er i arbejde - så hvorfor i Alverden har man ikke nedsat en kommission til at sikre vækst" - den er da fantastisk. Faktisk vil vi alle meget, meget gerne have, at staten ikke forsøger at intervenere, når ting fungerer godt :-).
Efter hendes tilsvining af alle de andre - og et enkelt positivt forslag om at lade unge med en bachelor få lov til at arbejde i virksomheder og få credit for det, hvis de senere vil tilbage og videreuddanne sig (tak til Tyskland for den 100-år gamle og velprøvede idé) var det tid til at klappe.
Og endnu engang imponerede forsamlingen mig: De klappede lige præcist så lidt, at det ikke blev pinligt, men dog signalgivende. Kort, høfligt - og med en meget tydelig holdning signaleret til de to politikere om, at de var platte og uden værdi. Ikke engang underholdningsværdi. Til gengæld var de irrelevante.
Så kom der en ung, kvindelig afrikaner på scenen og leverede et fedt, globalt, begavet, kort og inspirerende indlæg om, at sammen - med afrikas mange unge, energiske mennesker og vores erfaring, penge og købekraft - kan vi få et enormt, økonomisk opsving til at ske frem til 2030. Hun var virkelig god. Havde forstået frihandel, globalisering, og de andre gode ting.
Og SÅ skal jeg ellers love for, at forsamlingen reagerede. Og sendte et MEGET tydeligt signal til fjollepolitikerne: De klappede og klappede og klappede. Og så klappede de lidt mere. Det var demonstrativt, det var fantastisk, og jeg blev STOLT af det danske erhversliv og deres ledere lige dér. Det var megafedt.
Og da speakeren så afbrød klapsalverne, gentog hvad den unge afrikaner hed, og så spurgte om vi skulle give hende en ekstra hånd - så fik hun en ORDENTLIG ekstra klapsalve.
Resten af indlæggene var helt fine, og hele idéen med at fokusere på UN's verdensmål er god, da den fokuserer tankerne om vækstmuligheder og giver samtaleemner, etc. Der var også en masse indlæg om, at man faktisk godt kan gøre godt OG tjene penge.
Alt i alt en fin dag. Og tak for dét.
Og lad os så sammen glemme Løkke og Mette og huske den unge, begavede afrikaner. Hun var det hele værd.
Traditionen tro inviteres statsministeren og oppositionslederen til at tale.
Så Lars Løkke holdt en tale om .... ja, OK, han nåede lige at nævne, at Danmark var den bedste nation i Verden, at vi er superkloge, og at alt går godt og bliver bedre.
Hvorpå han liiige følte, at det også var det rette forum til at føre valgkamp og tilsvining af oppositionen.
Måske tænkte han, at alle erhvervsfolkene var kommet for at høre ham hyppe denne uges politiske kæpheste?
Måske var han bare skamløs? I hvertfald gik det løs med de sædvanlige floskler og tirader og sammenblanding af bon mots. Halleluja.
Det rimeligt oplyste og erfarne publikum reagerede med høfligt bifald. Læg mærke til dette.
Så kom bossen for Verdens største pumpefabrik på scenen og fortalte egentlig lidt grønt og blødt, men også med et fint, globalt udsyn, og et blid - meget blid pointe om, at vi skulle undlade at være alt for fremmedfjendtlige, da vi faktisk har brug for arbejdskraft.
En af de store ting i dansk økonomi i de sidste 20 år er nemlig, at vi nu beskæftiger flere medarbejdere i dansk-ejede virksomheder uden for landets grænser end indenfor.
Det er en kæmpe fordel for alle (Verden, Danmark, modtagerne af velfærdsydelser, medarbejdere... og de udenlandske medarbejdere).
Han gjorde det OK, omend han prøvede at brande sig selv som en blød hippie, der stod for noget med Verdensmål, grøn omstilling og andet godt - og ikke som bossen for en pumpefabrik. Fint nok.
Folk klappede fint og entusiastisk.
Så. Kom. Mette. Frederiksen. På. Scenen.
Hun startede fint nok med - kortvarigt - at svinerose de tilstedeværende. Og så gik det ellers løs med tilsvining af den siddende regering plus præcist tre henvisninger til noget med indvandrerne, således at hendes nye kæreste Thulesen-Dahl også blev glad.
Kæreste?! Ja, det er jeg ret sikker på. Check it out på billederne af de to sammen. Det her er mere end en politisk alliance. De er forelskede i hinanden.
I hørte det fra mig først.
Jeg har i øvrigt meddelt mine socialdemokratiske venner indenfor det politiske liv, at de nu skal til at ændre holdninger til en lang række hjertesager, og at det er prisen for at binde sig til en ideologi eller et politisk parti. De svarer aldrig. De kigger bare væk.
Ting er ofte sjove, når der er én, der ikke griner, siger min ven Oversergent Smith.
En af perlerne i hendes rablende tilsvining var denne: Efter at have fortalt, at alt i dansk økonomi er godt, og at det ser hamrende godt ud i de kommende år, og at forsamlingen var fantastisk og sikrede velfærd (dvs. hendes egen overførselsindkomst), så prøvede hun at sige følgende "Og efter TO ÅR har regeringen ikke engang fået nedsat en vækstkommission - det må I da også synes er helt hen i vejret, ikke?".
Der var HELT stille i salen. Ingen grinte. Ingen klappede. Folk sad bare og kiggede på hende. Det stoppede hende desværre ikke. Men selve idéen om at sige "Alt er godt, alt ser fint ud, det vil gå godt, de nødvendige reformer er gennemført, væksten er god, alle er i arbejde - så hvorfor i Alverden har man ikke nedsat en kommission til at sikre vækst" - den er da fantastisk. Faktisk vil vi alle meget, meget gerne have, at staten ikke forsøger at intervenere, når ting fungerer godt :-).
Efter hendes tilsvining af alle de andre - og et enkelt positivt forslag om at lade unge med en bachelor få lov til at arbejde i virksomheder og få credit for det, hvis de senere vil tilbage og videreuddanne sig (tak til Tyskland for den 100-år gamle og velprøvede idé) var det tid til at klappe.
Og endnu engang imponerede forsamlingen mig: De klappede lige præcist så lidt, at det ikke blev pinligt, men dog signalgivende. Kort, høfligt - og med en meget tydelig holdning signaleret til de to politikere om, at de var platte og uden værdi. Ikke engang underholdningsværdi. Til gengæld var de irrelevante.
Så kom der en ung, kvindelig afrikaner på scenen og leverede et fedt, globalt, begavet, kort og inspirerende indlæg om, at sammen - med afrikas mange unge, energiske mennesker og vores erfaring, penge og købekraft - kan vi få et enormt, økonomisk opsving til at ske frem til 2030. Hun var virkelig god. Havde forstået frihandel, globalisering, og de andre gode ting.
Og SÅ skal jeg ellers love for, at forsamlingen reagerede. Og sendte et MEGET tydeligt signal til fjollepolitikerne: De klappede og klappede og klappede. Og så klappede de lidt mere. Det var demonstrativt, det var fantastisk, og jeg blev STOLT af det danske erhversliv og deres ledere lige dér. Det var megafedt.
Og da speakeren så afbrød klapsalverne, gentog hvad den unge afrikaner hed, og så spurgte om vi skulle give hende en ekstra hånd - så fik hun en ORDENTLIG ekstra klapsalve.
Resten af indlæggene var helt fine, og hele idéen med at fokusere på UN's verdensmål er god, da den fokuserer tankerne om vækstmuligheder og giver samtaleemner, etc. Der var også en masse indlæg om, at man faktisk godt kan gøre godt OG tjene penge.
Alt i alt en fin dag. Og tak for dét.
Og lad os så sammen glemme Løkke og Mette og huske den unge, begavede afrikaner. Hun var det hele værd.
Kommentarer
Send en kommentar