GDPR - hvad er det, og hvordan husker man forkortelsen?


EU's direktiv for persondata (Persondataforordningen, eller PDF) hedder officielt GDPR, endskønt jeg ikke tør tænke på, hvordan franskmændene har formået at bytte rundt på bogstaverne for at nå frem til det samme.

Jeg husker forkortelsen vha følgende hjælpesætning "reklame for hærens jeep". Den hedder nemlig GD, og så er det bare at tilføje PR. Jeg har testen min hjælpsomme hjælpesætning på mennesker omkring mig, og reaktionerne er uniformt negative, inkl. rullende teenageøjne, så måske findes der bedre måder at huske det på...

GDPR indføres i alle EU-lande i maj 2018. Her er et par fun facts:

1. Jeg synes det er et stykke fremragende lovgivning. Tænk at bruge udtrykket "personal freedom" i en lovtekst. Det har vi ikke set i dansk lovgivning længe, undtagen når Justitsministeriet (JM) eller Finansministeriet (FM) mente det modsatte. Og det er kun 2-300 sider. Alle kan læse det.

2. De enkelte lande kan "slappe" eller "stramme" ift deres egne love. Det betyder, at Sverige "slapper" ift deres skattelov, fordi de har en lang tradition for at alle kan se alles skattebetalinger.

3. Danmark har 50 "collusions" med gældende, dansk lov. Det kan næppe undre mange, måske med undtagelse af DF og NB, da EU som sædvanligt tager udgangspunkt i borgernes rettigheder i stedet for lobbyisternes og magthavernes.

4. For at "gøre det nemmere" for os at implementere GDPR har Justitsministeriet - som et lille supplement til EU's 2-300 sider - udgivet en handy pamflet på 950 sider (!), som man så også er nødt til at læse.

5. Vi kan håbe på, at vore lobbyist-afhængige politikere trods alt tager sig sammen - i samarbejde med JM - og får rettet dansk lovgivning ind, så vi kan vedtage det rene GDPR-direktiv, men jeg bedømmer sandsynligheden for dette til at være under 0.042. Vi ER trods alt klogere og har helt unikke problemstillinger i Danmark.

6. Der vil opstå en kæmpemarked, forsigtigt sat til 100 Mia. Euro fra start, for handel med data, inklusive alle mulige nye former for personlige data. Dybest set kan folk nu tjene penge på at sælge de data de hidtil har foræret til GAFA (Google, Amazon, Facebook, Apple) mod at få en masse gratis (og fede) apps og ydelser. De kan få dem udleveret fra Netto i læsbart format, bede Netto slette alt om dem, og sælge dem videre til Meny. De kan sælge de samme data til flere forskellige.

7. Der vil opstå en masse brokere/mellemmænd, som betegnes "tredjeparter", og disse kan både tjene penge på at videreformidle og på at dække andre virksomheders ryg/røv, så de ikke kommer i klemme på det juridiske område. Det kan jo som bekendt koste op til 4% af verdensomsætningen, dog max 20 mio Euro, hvis man forbryder sig - plus et dårligt ry. Den risiko vil mange DJØF'ere, måske specielt J-delen af dem, gerne undgå.

8. Alt i alt vil dette nye marked afstedkomme en masse nye ideer og forretningsmuligheder, som vil skabe vækst alle steder. Lige nu er det mest Deloitte og den slags, der tjener alt for meget på at gøre chefer angste for GDPR i et forsøg på at sælge VDK (Verdens Dyreste Kurser), men det er ligesom med År-2000-panikken. Det går over. Og så kommer der gang i alt det positive omkring dette nye marked.

9. Husk, at EU er verdens største marked. Glem CanadaMexicoUS. Glem ASEAN. EU er størst. Vi har også 550 millioner forbrugere. Derfor er vi attraktive for andre. Men også for os selv, når data-markedet kommer op i gear. Derfor har The Economist kaldt data for det nye guld og for det mest værdifulde råstof i Verden i dag. Derfor er de mest værdifulde bikse i Verden centreret om brug af data.

10. I CIMA har vi lavet en folketest, fordi vi tænkte, at almindelige mennesker måske også kunne tænke sig at vide lidt mere. Find den på http://cima.dk/pdf ... du får en meget stor præmie af mig, hvis du kan svare korrekt på alle spørgsmålene. Forslag til andre måder at popularisere emnet på modtages med kyshånd på mno@cima.dk.

11. Det må være et hot emne, da jeg foreløbig har været i Euroman, Radio24/7, Zetland... Og er blevet interviewet af Etisk Råd, samt inviteret til diverse konferencer for at snakke om dette, og specifikt salg af personlige data :-).

God fornøjelse med GDPR! Det bliver lige lidt hårdt i overgangsfasen for alle os, der har virksomheder, men så bliver alt bedre!

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Rejsekortet - en gave, der bliver ved med at give...

Falsk og ægte ølbrygning

Vold avler modvold. Meget vold avler fred.