Kommunalvalg 2017


Det er lige så latterligt og ligegyldigt, som det altid har været.

Måske burde vi snart overveje at afskaffe enten kommunerne eller regionerne. At et land på vores størrelse har tre lag er åndssvagt. Men fedt for alle de ansatte, som pudsigt nok synes vi skal bevare det nuværende system.

Selv efter kommunesammenlægningerne for nogle år siden blev der ikke færre ansatte i kommunerne. Faktisk flere. Det er da sjovt.

Men jeg tror jeg har set noget, som jeg finder meget underligt: Kvindelige partiledere har ingen visioner. De taler udelukkende om det helt, helt, helt nære, såsom hvordan vores far og mor bliver behandlet i morgen.

Det er selvfølgelig dejligt, at vi bekymrer os om de gamle, de blinde, de lamme, de døve og de åndssvage. Jeg er fan.

Men politikere bør faktisk kunne afkræves noget lidt større, noget lidt mere visionært. Såsom at vi skal til Mars eller at vi skal skabe så vild en vækst i de næste 10 år, at vi kan indføre borgerløn. Eller at vi skal være den vildeste drone-nation i Verden. Eller have alle statens arkiver på blockchainen.

Jeg er egentlig ligeglad - bare vi dog for hulen kunne komme op med nogle visioner!

I Danmark i de sidste 10 år kaldes en mindre lovændring for en reform.

Vi står pænt og hører politikere sniksnakke om ligegyldige ting i stedet for at afkræve dem nogle reelle fede, frække, svære, farlige og vidtgående idéer.

Bevar's, det er ikke kun kvindelige partiledere. Der er også et par mandlige, der ikke er for interessante. Og masser og masser af mandlige politikere, der bare jamrer og tilsviner andre fremfor at tænke selv.

Se på min gode ven Alex Vanopslagh, som er tidligere formand for Liberal Alliance Ungdom. Ham mødte jeg for flere år siden, og han ville forandre en masse ting og havde ild i øjnene. Nu kører han en kampagne for at komme i Borgerrepræsentationen i København.

Og ALT, hvad han gør, er at brokke sig og disse modstandere. Ikke ét eneste forslag til fremskridt. Ikke én eneste visionær idé. Bare tilsvining af andre og brok over det, andre har lavet (altså, hvis de, der har lavet det, tilhører oppositionen). Det er gebrækkeligt. Det er ynkeligt. Og det betyder nok, at han bliver valgt ind.

Det skyldes ikke poliltikerne. Det skyldes ikke medierne. Det skyldes os selv, fordi vi konsekvent stemmer på de ligegyldige politikere og fortærer de ligegyldige indslag i medierne.

De fleste af os i Danmark er gamle idioter, som er bange for alt nyt og alt fremmed. Eller bare ikke kan LIDE noget nyt eller noget fremmed, som Anders Kjærulff sagde til mig forleden.

Så vi stemmer på gamle idioter, der også er bange for alt nyt og alt fremmed. Og læser nyheder,  der er skrevet af gamle idioter, der er bange for alt nyt og alt fremmed.

Men jeg synes det er værre med de kvindelige partiledere, og det forstår jeg ikke.

===============================================================
Noget andet jeg ikke bryder mig om handler om folketingsvalg.

For det første kræves der meget få stemmer at få lov til at danne et parti og opstille kandidater.

For det andet kan en enkelt person suverænt beslutte hvem, der skal opstilles hvor for partiet, og i hvilken rækkefølge. I heldige tilfælde er det "partitoppen", dvs. tre personer, der foretager denne magtfulde handling uden mulighed for, at deres medlemmer, endsige kandidater, kan følge med.

Der er ingen demokratiske regler til at sikre denne proces, så hvis Anders Samuelsen ikke kan lide Joachim, så opstiller han ham på Christiania eller i et andet hipsterområde. Eller i Albertslund Syd.

De enkelte valgkredse er nødt til at acceptere, at der pludselig dukker en ny kandidat op i Hirtshals, selvom vedkommende bor i Kartoffelrækkerne på Østerbro. Og vi skal alle finde os i en meget floskelfyldt tale fra kredsens formand og den nye hipster-kandidat. Det er en standard dance. En Pas de Deux.

For det første burde partierne dokumentere deres procedure for udpegning af kandidater og disses kredse.

For det andet burde det være muligt at stemme på alle kandidater i hele landet. Der er ikke meget værdi i at en politiker fra 2100 Spelt kun kan modtage personlige stemmer fra folk i Hirtshals.

Det behøver ikke være svært - vi kan bare indføre i-valg.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Historien om Oracle i Danmark - TPI, DDE og den slags...

Velkommen, min Steve Jobs-fyring - og de tre nye bikse...

Ny Offentlig Skat ...