Kære Sune & Martin: Tak, fordi I gjorde en kæmpe forskel for min teenage-datter!


Jeg burde have skrevet dette for mange år siden.

Da min datter Christine (som nu er 28 og selv skriver en fantastisk blog - Tossens Blog) gik i 8. klasse på Måløv Skole kom der en dag besøg af to ledere fra FDF kort efter skolestart.

De medbragte en model bygget i træ, der forestillede en platform i tre etager, hvor et antal mennesker kunne bo i 14 dage. Platformen stod vel at mærke på pæle midt ude i Måløv Sø. 

Det var det hidtil største og dristigste FDF-pioner-projekt på vand, som de sagde.

Og hvis de unge mennesker i denne 8. klasse meldte sig til FDF ville man lære dem alle de mentale og fysiske ting de skulle bruge for at kunne konstruere dette "moonshot", som man vist ville kalde det i dag.

Der var nogle piger og nogle drenge, der meldte sig. Alle drengene og en del piger faldt hurtigt fra, fordi træningen var ret hård.

Min datter og to andre piger holdt fast.

Hård træning? Ja, det må jeg sige. Sune og Martin havde på det tidspunkt et teambuilding-firma, der hed Soft Eyes, og de kørte godt nok pigerne hårdt.

Min datter har været på weekendture, hvor hun efter at have fået meget lidt søvt og mad skulle bære en tung sandsæk op af en sandklit. Hun har - på udmattelsens rand - skullet skrive, hvad hun gerne ville have folk til at sige og mindes om hende ved hendes egen begravelse.

Voldsomt? Njah, det blev gjort på en helt, helt fantastisk måde af de to gutter, så pigerne lærte sig selv at kende, lærte en masse nyttige ting om livet og andre mennesker, og bare blev SÅ meget klogere og stærkere i livet.

Jeg plejede at sige, at det var Sunes og Martins skyld, at vi aldrig havde de sædvanlige teenageproblemer med Christine. Jeg er sikker på, at hun er uenig med mig i dét :-).

Byggede de så platformen? Ja, sgu'!

Boede de på den i 14 dage? Nej, kun i en uge.

Men det er altså også helt, helt fantastisk!

Så TAK, TAK, TAK til de to gutter.

Og nu vil jeg så bede Martin/Sune OG Christine hver for sig lave et gæsteindlæg om, hvordan DE opfattede det år, den uddannelse og den uge på platformen. Please?

For jeg tror mange unge kunne have fantastisk stor fornøjelse ud af sådan en omgang.

====================================================

Så kom min kloge datters svar:


Forestil dig at du lige er fyldt 14 år. Livet er fuld af skole, lektier, veninder, venner, spænding omkring det modsatte køn og ikke mindst åndssvage forældre, din plads i klasses hierarki og øget kropsbevidsthed (“Jonathan” om igen). Livet virker komplekst, men set i et voksenperspektiv, er der for det meste tale om det, Meghan Trainor kalder Champagne Problems (endnu en god sang).


En dag bliver du introduceret til noget helt nyt og fremmed. Det lyder spændende og skræmmende på samme tid. Dine klassekammerater synes ikke det lyder særlig fedt, men du beslutter dig, sammen med en veninde, for at give det der vanvidsprojekt, du er blevet præsenteret for, en chance.
Introduktionsmøde, snak med forældrene, og så i gang. Jeg blev FDF’er i oktober 2003. Vi var ikke mange, og snart var vi kun to (undskyld far, jeg retter lige - der var kun mig og én anden det meste af det år). De andre faldt fra.


To piger, to ledere - Martin og Sune. De er noget af det dygtigste man kan finde i FDF-verdenen,og vi havde dem for os selv hver onsdag og på en masse lejre i et helt år.
I 2009 prøvede jeg kræfter med en værnepligt i hæren, og jeg plejer at sige, at rent fysisk, var der aldrig noget, der slog det, vi lavede i FDF.


Vi var på hikes - rygsæk med grej til hele weekenden, kompas, kort og pandelampe, navigere gennem skov og krat, opgaveløsning på alle tider af døgnet, lave mad over bål, hugge hovedet af en høne, bage brød i en stenovn. Vi klatrede, sprang brospring, rapellede fra en kran i mørke, blæst og regn (det fremlagde vi endda om til konfirmandundervisning…). Vi sejlede i kano og så morild. Vi boede i bivuak og shelter. Kort sagt - vi prøvede lidt af hvert.


Og ud over alt det var der selvfølgelig fokus på rafter, reb, knob og besnøringer, for det der hus på tre etager skulle jo bygges af netop det. Vi sled handsker i stykker på pionerarbejde og endte med at kunne binde gode, stramme besnøringer. Vi lærte om ledelse, da vi skulle lede vores ledere i et pionerbyggeri en hel weekend, og vi lærte at tage ansvar for det, vi lavede og satte i gang.


Vi talte også meget sammen - vi var “mandsopdækkede” teenagepiger, og måske var det netop den voksenopmærksomhed, der gjorde, at mine forældre slap for, i hvert fald det værste, teenagefnidder.


Den uge, vi havde i huset på søen i Måløv, var fantastisk. Det var afslutningen på et vildt og lærerigt år. Jeg er så glad for, at den modige del af mit 14-årige jeg, vandt kampen over det, der var cool i klassekammeraternes øjne.


Jeg har kun et stort tak at give Martin og Sune, når jeg kigger tilbage. Jeg beundrer dem i øvrigt stadig.

==========================================

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Den Næste Kolde Krig

Den Danske (Kartel)Model

Rejsekortet - en gave, der bliver ved med at give...