Rejsekortet - en gave, der bliver ved med at give...


Så fik jeg endnu en overraskelse vedrørende Rejsekortet. Der har været nogle stykker undervejs på min rejse (!) med dette skønne kort, men alligevel var DSB i stand til at overraske mig dobbelt denne gang...

Jeg købte en pladsbillet til Lyntoget med DSB-appen (fra Odense til København) og tænkte, at jeg bare ville bruge rejsekortet i stedet for at købe en billet i app'en. Så jeg stemplede ind på Odense, steg i toget, og satte mig til rette i vogn 73 på plads 56.

Så kom kontrolløren.

"Du kan ikke rejse på det her kort", sagde han.

"Undskyld?!", svarede jeg.

"Det er ikke landsdækkende".

"Øh, er Rejsekortet ikke landsdækkende?"

"Nej, det kan du også se på kortet bagpå - det er et lokalt kort du har. Og der skal stå mindst 600 kroner på det, hvis jeg skal omstille det til landsdækkende her, så det må du tale med Rejsekortets kundeservice om..."

"Jamen, jeg har da brugt det alle mulige steder i landet i en del måneder!"

"Jeg kan jo ikke stå inde for, hvad mine kolleger gør - jeg bliver nødt til at give dig en kontrolafgift på 750 kroner".

"OK - og hvad sker der så, når jeg stempler ud på Hovedbanegården i København?"

"Hmm - jeg kan prøve at se, om jeg kan stemple dig ud herfra...".

"Tak - hvilken rute kommer jeg så til at betale for oveni kontrolafgiften?"

"Fra Odense til Nyborg - men det må du tale med Rejsekortets kundeservice om".

"OK...."
 -
"Nå, jeg kan desværre først checke dig ud i Høje Taastrup."

"Så jeg kommer til at betale for både en kontrolafgift på 750 kroner og for en fuld rejse fra Odense til Høje Taastrup?"

"Ja. Du må tale med DSB og Rejsekortet om det, hvis du vil have penge tilbage."

Så blev man så klog. Og de der busser, der godt nok er meget billigere, men til gengæld sødere, hurtigere og nemmere - de ser sør'me attraktive ud!

Og nu - suk - er det tid til at kontakte Rejsekortets kundeservice. Og måske DSB's ditto. Hurra :-).

Update i dag klokken 1611:

Kære Mogens Nørgaard Tak for din henvendelse.

Vi har oprettet din sag med sagsnummer SAG-131091-B6V5P0. Sagsnummeret skal benyttes ved yderligere kontakt med DSB.

Vi behandler din sag hurtigst muligt, og bestræber os på at svare indenfor 10  arbejdsdage via email.
Har du skrevet til os om en kontrolafgift, kan vi oplyse, at så længe din sag behandles, vil du ikke blive pålagt rykkergebyr, ligesom du ikke behøver at betale afgiften, før vi har færdigbehandlet din sag.

Med venlig hilsen

DSB Kundeservice

Update 17/11-2017:

Kære Mogens Nørgaard Vi har ikke glemt dig.

Alle henvendelser besvares i den rækkefølge, de er kommet ind. Vi gør alt, hvad vi kan for at besvare din henvendelse hurtigst muligt, og vi håber på din tålmodighed lidt endnu.

Vi beklager den lange svartid. 


Med venlig hilsen

DSB Kundeservice


==========================================
Så skete der noget! Her er svaret:


Kære Mogens Nørgaard

Tak for din henvendelse.

Jeg kan godt forstå, hvis du ærgrer dig over, at du har fået en kontrolafgift.

Reglen for brug af Anonymet Rejsekort på tværs af landsdele er, at man skal godkende kortet til at matte dette og dertil have et minimumsbeløb på kr. 600,00 sat ind på kortet. Hvis du ønsker at godkende kortet til dette, skal jeg bede dig kontakte Rejsekort.

Da du som udgangspunkt altid har ansvar for at have en gyldig billet med dig på hele din rejse, og da der ikke har været fejl fra DSB's side, er den udstedte kontrolafgift berettiget. DSB kan dog tilbyde dig, at du kan få nedskrevet din kontrolafgift denne gang.

En forudsætning for at DSB nedskriver din kontrolafgift er, at du betaler kr. 125,00 i administrationsgebyr. Begrundelsen for administrationsgebyret er, at DSB har haft en ekstraudgift til en manuel håndtering af din henvendelse. Opkrævning af gebyret er i overensstemmelse med DSB’s rejseregler.

Vi beder dig betale 125,00 kroner senest 14 dage fra dags dato. Du kan benytte følgende kode til betaling, enten via bank eller netbank:

+71 < 000001130343773 +84187704 <

Jeg vedlægger en brochure, hvor du kan læse mere om mulighederne for at sikre dig gyldig billet til rejsen fremover.

Vi glæder os til at se dig i toget igen!


Med venlig hilsen
============================================
Mine tanker:

1. En OK og flink mand, der prøver at være kundeorienteret.

2. Det er da sjovt, at man ikke bare kan bruge et rejsekort, at der er alskens regler, og at det altid - ALTID - er kundens fejl, hvis en af de mange regler ikke er blevet forstået. Når Det Offentlige har med os forbandede private bikse at gøre, så kan de faktisk tit finde på at straffe os for IKKE at have informeret vore kunder AKTIVT om ét eller andet. Men når det er dem selv, så er det borgerens problem, hvis han/hun ikke kender en obskur regel.

3. Men nu er jeg altså NØDT til at spørge ham, hvad ordet "nedskrive" betyder. Det er jo noget af det, som folk i Det Offentlige virkeligt er gode til - at fucke vores hjerner med ord, der ingen mening giver, men som har en helt særlig konnotation hos dem selv. Så står man dér. Betyder det "en reduktion af beløbet" eller "du skal ikke betale afgiften"? Nobody knows. 

4. Det her kan stadigt gå godt.
=================================================
Mit svar:

Hej Mads,

Tusind tak for dit svar. 

Jeg kan ikke svare på din email?!? Jeg har derfor søgt om at blive forbundet med dig på LinkedIn, så jeg kan få en gyldig email-adresse, der kan benyttes til at svare på din email.

Jeg forstår simpelthen ikke, at du kan skrive til mig, men jeg ikke kan skrive til mig. Det må være noget jeg ikke har fattet (jeg er ret gammel), og jeg vil meget gerne have at vide, hvad det er, som jeg har misforstået?

Hvorom alting er: Jeg ved ikke, hvad ordet "nedskrive" betyder. Jeg har aldrig set det før, og jeg har ellers set mange - rigtigt mange - ord i mit liv. Jeg har endda skrevet en del selv. Men det ord er jeg ikke stødt på før i mit liv, og det startede ellers i 1961. 

Betyder det "Du skal ikke betale de 750 kroner" eller betyder det "Du skal betale mindre end 750 kroner"?

Da jeg åbenbart skal betale en dummebøde på 125 kroner er det jo væsentligt at vide, om ordet "nedskrive" betyder: 

1. "Du skal så kun betale 125 kroner PLUS alle de penge vi trak alligevel på dit Rejsekort" ELLER om ordet "nedskrive" betyder: 
2. "Vi fjerner dummebøden på 750 kroner og giver dig til gengæld en ny dummebøde på 125 kroner".

Jeg har i øvrigt et spørgsmål til dig:

Hvis mit Rejsekort ikke er gyldigt (fordi jeg ikke har gjort et par ting for at gøre det gyldigt) til at rejse mellem landsdele - er det så egentligt lovligt at trække det fulde, og korrekte, rejsebeløb (ja, det var et ord, jeg lige fandt på, i håbet om, at du aldrig havde set det ord før)? 

Skal DSB egentlig ikke afvise mig, når jeg bruger et ugyldigt Rejsekort til en ugyldig rejse?

Thi jeg tænker nemlig, at det kunne være lidt sjovt at få trykprøvet i retten, ikke? Så kan både du, jeg, DSB og alle mennesker i hele Danmark finde ud af, hvordan dette egentlig kan finde sted :-).

Jeg ser frem til dit svar.

Venlig hilsen,


Mogens
=====================================================================
Dét kan de svare på lynhurtigt og automatisk:

Kære kunde

Vi læser og besvarer ikke e-mails sendt til kcnoreply@dsb.dk.

Har du yderligere kommentarer eller nye oplysninger til din sag, kan du henvende dig til DSB Kundecenter via kontaktformularen på www.dsb.dk/yderligere-oplysninger.
Du vil blive bedt om at angive sagsnummeret, som står i emnefeltet på det svar, du tidligere har modtaget.

Denne mail vil ikke blive besvaret yderligere.

Med venlig hilsen

DSB Kundecenter
===================================================================================

Kommentarer

  1. Hej Mogens, du kan evt. prøve at finde lidt kontaktadresser her:
    https://www.dsb.dk/om-dsb/adresser-og-telefonnumre/
    Det ser ud til at du skal have fat i (hold nu fast) en kundeambassadør!
    Alternativ måske direkte til den administrerende Direktør her:
    https://www.dsb.dk/om-dsb/virksomheden/organisationen/dsbs-ledelse/administrerende-direktor-flemming-jensen/

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære indlæg fra denne blog

Falsk og ægte ølbrygning

Vold avler modvold. Meget vold avler fred.