Senior

Jeg mødte Senior i 2006. Han var cykel-ordonnans på et militært march-hold, som jeg havde fået lov at gå på. Han var midt i 70'erne, pensioneret, haltede svært, men havde højt humør og mange gode historier at fortælle.

Han havde meldt sig til Livgarden som ung, været udstationeret i Gaza, og var blevet medlem nummer 23 af Jægerkorpset. Den første seniorsergent. Uddannede de næste 15-16 hold i navigation/orientering. Han er med i "Eliten", hvor han råber "Kontrolklip" af en hårdt presset aspirant. Og han var hver onsdag stadig i korpset sammen med Lille-Kurt for at ordne mange gamle ting og sager i deres mikro-museum.

Vi begyndte at skrive en bog om Jægerkorpset under den kolde krig, for de lavede på intet tidspunkt noget som helst skarpt og alt er derfor de-klassificeret. Men han blev lidt syg og skrantende, og vi blev aldrig færdige med bogen.

Og han havde tusind historier, og han kunne lide at fortælle. Det var sjovt. Der er gået mange gode aftener med det.

Vi var også nede at besøge hans ven Otto i Georgien i 2009, i Colorado for at møde Grønne Beretter og flere andre eventyr.

Vores sidste eventyr var en verdensrundrejse med Cultours fra Århus. Det var en guidet tur i anledning af 75-året for Pearl Harbor.

Først til Washington, hvor vi var i nogle dage. Så Pearl Harbor på selve dagen. Så Tokyo, og Hiroshima. Og så hjem.

En fed tur. Men Senior havde det ikke så godt og en del eftermiddage brugte vi derfor med at sniksnakke og slappe af på hotelværelset i stedet for at drøne rundt med de andre. Det irriterede tilsyneladende Senior...

Nå, men vi kom hjem og nogle dage senere faldt han om og kom på hospitalet. Da jeg fik det at vide den 22/12 tog jeg næste fly til Aalborg og besøgte ham på hospitalet. Man ved aldrig.

Han var egentlig i godt humør. Havde store smerter, men var i stand til at joke med sygeplejersken:

"Nå, Senior, du ser da bedre ud end igår!"
"Det gør du også", svarede Senior rapt.

Juleaften sendte jeg ham en SMS:

"Hej Senior. Er du stadig indlagt?"

Han svarede: "Ja. Det vil nok tage et stykke tid endnu. Rigtig glædelig Jul til jer derovre".

Han døde kort efter.

Se, vores Sunde Væsen er jo nogle gange helt unikt.

Da Senior med vældige smerter (og i følge hans samtidige var han en af dem, der VIRKELIG kunne håndtere smerter) bliver indlagt, så sker der følgende på Aalborg Sygehus:

1. Man konstaterer, at han har et meget højt infektionstal.

2. Man snakker med ham, og finder ud af, at han har været ude at rejse.

3. På den baggrund (jeg mener det - ingen andre undersøgelser) konkluderer man overfor Senior og i journalen, at han nok har pådraget sig en infektion på Waikiki Beach på Hawaii, da vi var i vandet dér i 10 minutter. (I ved - Danmark er nogenlunde sanitært, men USA!).

4. Så man giver ham massive mængder antibiotika for at slå infektionstallet ned.

5. Det hjælper ikke, så man giver ham mere af det og mere smertestillende. Ingen undrer sig.

6. Mellem den 24. og 25. december undrer man sig over, at hans mave vokser, for han spiser intet.

7. Man laver ENDELIG en scanning af ham og finder et gigantisk mavesår på hans tarm, som har gjort, at fire liter lort og blod er løbet ud af tarmene mv. og har samlet sig der og fået hans mave til at hæve sig.

8. Man hasteopererer og dræner de fire liter, men han vågner aldrig op igen.

Jeg ved godt, at vi danskere er klogere end alle andre og har helt, helt unikke problemstillinger. Det kan forklare, at en sygeplejerske og nogle læger tænker, at det er da helt åbenlyst, at hvis man tager chancen og ligefrem BADER på Hawaii, så må det nødvendigvis føre til alvorlige infektioner. Der er faktisk ingen grund til at prøve at bekræfte den teori, vel?

Senior og jeg talte jævnligt om døden (han havde lidt af noget grimt i de seneste tre-fire år, som lægerne ikke rigtigt kiggede på, og selvom jeg prøvede at få ham til forskellige specialister, så var systemet godt nok trægt), og han var hverken bange for den, eller specielt ked af, hvis den skulle komme.

Men det er egentlig fantastisk, at det kan ske, ikke?

Og jeg kan love jer én ting: Der er INGEN, der på nogen mulig måde drager konklusioner eller tænker over fremgangsmåden i denne sag. Ingen.

Der er masser af gode intentioner i det offentlige. Der er bare aldrig nogen, der tager ansvar for noget som helst.

Det er som om den kendte 1%-regel gælder: "Ledelsen har gennemarbejdet planerne og vi har besluttet af skabe klare linier. Derfor uddelegerer vi nu ansvaret med 1% til jer hver".

Jeg er glad for, at jeg mødte Senior og havde spændende rejser og gode historier at dele med ham.

Ære være hans minde.