En lidt ældre tekst om bevidst svindel med software-licenser. Såmænd ikke andet :-).

Denne tekst, som jeg faldt over forleden, skrev jeg efter min fyring fra Miracle i juni '13, men jeg kan ikke huske hvornår. 

Jeg har ikke checket de seneste licensbetingelser fra Oracle, men efter læsning af dette skulle alle være i stand til selv at vurdere, om de betaler for meget for deres Oracle-licenser (og måske også andre licenser).

For nogle år siden var der lidt ballade mellem mit tidligere firma, Miracle, og mit gamle Moderskib, Oracle, om navngivning af en lille, årlig forårskonference vi holdt dengang. 

Vi måtte ikke kalde den Miracle Oracle Open World, og holde den i Lalandia, Rødby, Danmark, med hele 150 deltagere, fordi Oracle frygtede, at 50-60.000 mennesker, der normalt drog til San Francisco til Oracle Open World om efteråret i San Francisco, pludselig ville blive stærkt forvirrede og i stedet drage til Redtown, Denmark, i foråret.

Først forsøgte vores salgskontakt i Oracle, Steen, at få vores sælger, Steen, til at ændre navnet. Så ringede den administrerende direktør til mig. Vi havde en sjov snak. Han havde ikke så mange argumenter, at det gjorde noget. Det var sjovt. Og mærkeligt.

Jeg kunne ikke få at vide, hvad begrundelsen for dette vanvid var, indtil vores salgskontakt fra Oracle sendte mig to-tre linier - taget ud af en meget større mail - fra en gusten jurist-type i Oracle, der mente <meget>, osv. zzzzzz. 

De to-tre linier - anonyme, som de jo var - offentliggjorde jeg øjeblikkeligt i Computerworld, samtidig med at jeg startede en større banner-kampagne i deres nyhedsbrev, hvor vi gjorde en lille bitte smule grin med det hele. 

Det havde nær havde fået vores salgskontakt fyret, fordi - og dette er vigtigt - han som sælger ikke måtte sende noget ud, der var juridisk gyldigt… Undskyld, HVAD måtte han ikke? Jeps. Han måtte ikke sende noget som helst juridisk gyldigt ud. Det skulle juristerne gøre.

Nå, vi kaldte det MOOW alligevel, og ingen dyr døde under optagelserne… Men en dag fik jeg den tanke, at det måttet kunne bruges konstruktivt, at jeg dengang ikke kunne få noget klart svar fra hverken Salg eller Legal, som det jo hedder nu om dage…

Så næste gang vi røg ind i en fantastisk Oracle-licens-sag anbefalede jeg kunden, at de bad om at få Oracle til at sende deres forskellige ting og sager skriftligt, enten på mail eller papir, og forsikre om, at det de skrev var juridisk gyldigt ("legally binding" på engelsk). 

Wow! Det havde den fantastiske virkning, at det hele stoppede. Alt. Godt nok prøvede Oracle-sælgerne at ringe til CEO’en og spørge ham, på ægte IBM-facon, om han virkelig havde den CIO han fortjente, når der nu var samarbejdsproblemer, osv osv osv - men CEO’en var heldigvis mandfolk nok til at stå bag sin CIO (det ses ikke ret tit, desværre), og så skete der bare ikke mere i sagen. Silencio. 

Jeg konkluderede dengang, at det måtte være fordi Salg ikke MÅTTE og Legal ikke VILLE skrive under på, at noget som helst var juridisk gyldigt. 

Så den fidus har jeg sidenhen anbefalet andre i ind- og udland i de situationer, hvor de stod overfor en urimelig kølhaling - altså der, hvor de reelt intet forkert havde gjort, men var ved at blive lagt henover en tønde og modtage en orn'lig syg hilsen fra en stor mand, som man siger herovre i Staterne (hvorfra jeg skriver dette). 

Og hånden på hjertet: Det ER faktisk ikke urimeligt at forlange, at det, som ens leverandør skriver til én, er juridisk gyldigt, således at ens egne jurister har noget at forholde sig til, vel? 

Der er helt fantastiske eksempler på, at kunder har skrevet under på kontakter og betalt en formue til Oracle, hvorefter Legal TRE MÅNEDER SENERE vender tilbage med yderligere krav efter at have læst kontrakten igennem lidt grundigere. Og det har de lov til fordi det aldrig har været juridisk bindende. Eller bliver det.

Nuvel, jeg tog fejl. 

Metoden virker skam, men af en HELT anden, og noget værre, årsag: Det ER ganske simpelt ikke juridisk gyldigt… som i: Dele af det Oracle beder kunderne om at betale til dem har ikke hold i noget som helst konktraktuelt. 

Der er i stedet tale om frivillige bidrag til Oracles pengekasse. Jeg taler altså om en ægte GDSGD-taktik (Går Den, Så Går Den). Den værste jeg har set indtil videre i mit IT-liv. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har indset det før nu. Undskyld.

Det passer også fint med den iagttagelse jeg har gjort mig om, at man altid som Oracle-kunde skal “selvangive”, dvs. Oracle sender en oversigt over, hvad de mener kunden har købt, og beder kunden om at bekræfte dette (check!), og hvis kunden så tilføjer nogle ting og sager, som de (kunden) mener de har kørende udover dette, så udfærdiger Oracle en liste, som kunden skal bekræfte (check!), osv. osv. osv. 

Sådan foregår salg også: Sælgeren vil lade kunden selv finde ud af, hvad det koster, og der vil aldrig være juridisk bindende dokumenter inde over processen.

Med andre ord: Oracle-sælgeren er ALDRIG på fast grund - de beder ALTID kunden om at angive sig selv og sige ja til det, de har selvangivet og skrive under på det, som de selv mener de skal betale…

Det er fordi, det er meget, meget lidt, der reelt har juridisk grund under fødderne af det, som Oracle påstår i diverse skrifter.

Er I klar? Det er ikke kønt - men vi SKAL igennem det. Hold ud! I vil opleve vrede, angst, opgivelse… Men I skal nok komme ud på den anden side.

Oracles grundlæggende kontrakt - OLSA’en - er på 11 sider. Det meste er ligegyldigt sniksnak. Men punkt L - “Entire Agreement” - er vigtig. Dette punkt er på sølle 10 linier, og indeholder alt, hvad I skal vide. Læs det. Og bemærk især, hvad der IKKE står i Entire Agreement. Der står f.eks. intet som helst om virtualisering. Det er fordi virtualisering ikke er dækket af Entire Agreement - så derfor skal man ikke betale for det. 

Personligt har jeg taget et billede af punkt L i Entire Agreement, som jeg har liggende på min iPhone. Just in case. Det fylder jo bare 10 linier og kan til enhver tid læses højt...

Ja, både jeg og andre i min tidligere biks Miracle - og bestemt også i min forrige biks Oracle - har rådgivet kunder,  som f.eks. brugte VMware, til at betale for de maskiner, som Oracle teoretisk set kunne bruge i “pool’en”, osv. 

Men det er ikke rigtigt. Vi har rådgivet forkert. Kunderne har betalt millioner for meget.

Der har aldrig været et retssag om det, selvom enkelte kunder har protesteret. Oracle ville tabe den. Så de har diskret droppet kravet, hvis kunderne råbte op.

En Oracle-VP, Richard Garsthagen, sagde også dette klart og tydeligt til VMworld 2012. Det blev optaget, det gav en del debat, og det blev fjernet fra nettet. Men det ligger derude takket være Googles cache… 

Den der drøm fra Oracles side om, at alle servere i en VMware-pool skal licenseres…. Det er ikke dækket af Entire Agreement.

Entire Agreement siger højt og tydeligt, at man skal betale for de maskiner, hvor “Oracle er installeret og/eller kører”. Ikke andet. Så hvis I har installeret Oracle, så betaler I. Uanset om det kører eller ej. Men så heller ikke mere.

Det var mavepusteren, der forhåbentlig fik jer til at vågne op. Er I klar til resten?

Der findes syv dokumenter (når vi taler Oracle tech-licenser), som kunder kan støde på. 

To af dem er kontraktuelt gyldige. Fem er ikke.

De Kontraktuelt Gyldige dokumenter er:

Technical Support Policies

Processor Core Factor Table (siden 2008 - før var den ikke).

De Ugyldige (Non-Conctractual) dokumenter er:

Software Investment Guide (det kan man i øvrigt læse på hver side af den nederst, at den ikke er - jeg har bare ikke troet på det før nu)

Licensing Data Recovery Environments

Technology Hosting

Partitioning Policy

Cloud Computing Environment Policy

Selv Oracle-personnel er ikke klar over disse ret ubehagelige kendsgerninger. 

Det er ikke sikkert, at de utallige Oracle-sælgere (og Miracle-sælgere, med skam at melde), der gennem tiden har solgt jer alt, alt for meget, rent faktisk kendte til disse kendsgerninger. 

HVIS de gjorde, så skal de kølhales. Ellers må vi bare hjælpe dem til at forstå dette ved at tvinge deres lange næser ned i en udprintet kopi af Entire Agreement, mens de læser Punkt L højt for Alverden :-).

Til sidst har jeg en lille Q&A med mig selv:

Spørgsmål 1: Er du på sikker, juridisk grund med disse rablende og sindssyge påstande om årtiers bevidst svindel overfor de mange, trofaste Oracle-kunder? Ja.

Spørgsmål 2: Er der basis for, at eksempelvis en VMware-Oracle-kunde, der har betalt alt for meget i mange år, kan lægge sag an mod Oracle? Det tror jeg ikke. De har jo selv sagt ja hele vejen igennem (selvangiver-tricket).

Spørgsmål 3: Tror du, at noget tilsvarende gør sig gældende (dvs. at tilsvarende tricks er blevet anvendt) fra Microsofts, IBMs og andres side i alle årene? Jeg har det på fornemmelsen, jeg håber det virkeligt ikke, men jeg aner det heller ikke. Det ville være fedt, hvis nogen gad undersøge det.

That’s all, folks.

Og: Undskyld! til de, jeg ikke har rådgivet korrekt. Jeg vidste ikke bedre.