Sjov & Ballade: Trampolinprojekterne Vinonysus og Vi Sejler I Vin - nu med MANGE billeder!

Update 17. marts 2019: 200+ billeder uploadet, takket være Jacob Hatt. Linket til dem er her: 

https://flic.kr/s/aHsmvFiRWW

Nogle gange kommer der noget mærkeligt ud af at drikke rødvin med begavede og sjove venner om aftenen.

En af disse udkommer var, at vi ville lave en båd, der var båret oppe af oppustede vinposer fra papvine. 

Så vi gik igang med at lave en indsamling på Facebook, og det viste sig, at Danmark består af lige dele venlige mennesker, der gerne ville drikke lidt ekstra papvin for at hjælpe os og fantastiske mennesker, der ikke brød sig om at smide tømte vinposer ud, og derfor typisk havde en del af dem liggende ude i skuret.

På kort tid havde vi næsten 400. Jeg kan min Archimedes, og da jeg havde presset en oppustet vinpose ned i en stor gryde med vand kunne jeg konstatere, at en 3-liters vinpose faktisk fylder fem liter i oppustet tilstand. Det er fem kilo opdrift per pose. Det er meget. 

Selve udformningen af båden havde vi mange idéer til, lige fra det lettere fjollede til det virkeligt mærkelige, såsom udriggerkanoer, nanomodeller af Titanic, osv...

Men en dag, da jeg stod og hang ved min havetrampolin gik det op for mig, at en oppustet vinpose passer perfekt mellem to fjedre. Og da en standardhavetrampolin har 77 fjerdre i sin periferi var der derfor plads til 77x5 kg opdrift uden videre (ved brug af gaffatape, naturligvis).

Nå, men jeg fik samlet 42 gode venner, og så improviserede vi lidt:

- Først og fremmest kan man tape poserne sammen tre og tre og lægge dem på skift på fjedrene, så der opstår et dobbeltlag, dvs. 144 poser á 5 kg opdrift, dvs. 720 kg opdrift. Det viste sig siden, at selv mine 125 kg stående på kanten af trampolinen ikke fik den til at tippe.

- Resten af poserne blev bundet sammen i lange kæder (dobbelt halvstik, som man siger) og lagt på midten af trampolinen i cirka ét lag, hvorefter et fuglenet blev lagt henover og sat fast under trampolinen.

- Da vi så vendte trampolinen om kunne benene fungere som ræling og vi havde vores skib!

Så afsted til Måløv Sø, hvor den skulle på jomfrusejlads. Bjarne, tidligere Livgardens Musikkorps, og Robert Spliid, tidligere tambour i Livgarden, uropførte Rod Stewarts udødelige We Are Sailing på Bjarnes to lurer. Fantastisk.

Jeg havde fået et admiralskonstume med kasket og det hele, og flere andre var klædt som matroser mv. Det var fantastisk. Vi var SÅ klar!

Vi havde faktisk kun glemt at tænke på en enkelt lillebitte ting: Årer. Padler. Den slags ting. Nå, det blev ordnet med sneskovle og andet, og det gik fint.

Debra Lilley fra Nordirland havde taget sit dykkergrej med og var både sikkerhedsdykker i vandet under sejladsen og stod også for nogle videooptagelser. Alt gik godt.

Og jeg kan oplyses, at en sådan sejlende trampolin ikke vejer noget som helst - hule alu-rør og vinposer er ikke tunge - så alt var faktisk nemt og godt.

Hvis man søger på order "vinonysus" på Youtube er der lidt videoer om det.

Det var så vores jomfrusejlads. For planen var naturligvis at sejle rundt om Christiansborg på to trampoliner mens vi holdt tale om den maritime trussel fra Rusland. Naturligvis.

Det gjorde vi så nogle måneder senere. Først og fremmest en kæmpe tak til Chantall, som ordnede specialtilladelse til at køre blokvogne gennem København med trampolinerne, og dernæst en lige så stor tak til alle de frivillige, der hjalp med at klargøre og  søsætte dem. 

Hvis man søger på "Vi sejler i vin" på Youtube kan man se lidt af det. 

Så gik det ellers løs - afsted gik det, og Nikolaj holdt sin fantastiske tale om truslen fra Øst, og fortalte også højt og tydeligt gennem megafonen, at russerne aldrig ville skyde på skibe bestående af vinballoner, så det her var fremtiden!

Det gik dog næsten galt under broen ved Gammel Strand/Højbro Plads, hvor en turbåd ville overhale os selvom der ikke var plads. Vores sikkerhedsdykker (igen den brave Debra) var lige ved at blive mast ind mod muren. Det var ikke en flink mand, der sad i den turbåd og gav den gas.

Så gik vi i land og efterlod trampolinerne og gik ud og fik nogle øl. Senere forsvandt trampolinerne af sig selv og blev set flere steder i bybilledet før de endeligt forsvandt.

Så nu har I opskriften på en trampolinbåd.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Historien om Oracle i Danmark - TPI, DDE og den slags...

Velkommen, min Steve Jobs-fyring - og de tre nye bikse...

Ny Offentlig Skat ...